SENSOMMEROPHOLD
Højskole på Badehotellet på charmerende Hotel Strandlyst i Tornby.
Nu har du muligheden for at komme på Højskole på Badehotellet – et unikt ophold på et af Danmarks ældste og mest charmerende badehoteller. Med base på Hotel Strandlyst i Tornby får du det bedste fra to verdener: Den klassiske højskoles fællesskab og fordybelse kombineret med moderne komfort, god mad og inspirerende udflugter i smukke Vendsyssel.
Sensommerens ophold fra 8.- 12. september byder på spændende dage med gode oplevelser.
Vi skal bl.a. besøge fisketrappen i Bindslev, Voergård slot med Willumsen Samlingen, Skagen med Drachmanns grav og Skagens kunstmuseum, Rubjerg fyr, Lønstrups mange gallerier, Hjørring kunstmuseum og det spændende Nordsø Akvarie i Hirtshals.
Vi skal smage på den lokale bjesk og møde en lokal forfatter og høre om Strandhotellerne i Danmark.
Vi skal høre og fortælle livshistorier sammen med gode fortællere. Vi skal synge og have gode stunder med plads til hygge, bridge, spil, strik, badning og gode samtaler.
“Højskole på badehotellet “ ledes af Søren Ottzen og Pia Schnoor, der har mange års højskole erfaring som forstanderpar på en af Danmarks ældste højskoler der ligger i Vendsyssel, ligesom andre erfarne højskolefolk vil deltage og være med til at skabe den gode stemning. Nærmere program følger.
Pris pr. person i dobbeltværelse kr. 6.200,00
Pris pr. person i enkeltværelse kr. 6.495,00
Alle kurser er inkl. fuld forplejning, entreer og transport (undtaget dog drikkevarer, bortset fra kaffe, the og vand)
PROGRAMMET:
Vi starter mandag den 8.9 om eftermiddag med ankomst og indkvartering på de skønne værelser - kaffen serveres fra kl. 14.30 i hotellets dejlige stuer.
KL 16.00 mødes vi til præsentation af hotellet og deltagerne og får en fortælling om hotellet og strandhotellernes historie.
Derefter er det tid til at få lidt luft inden vi mødes til middag kl. 19.00
kl. 20.00 er der oplæg og prøvesmagninger ved en af de bedste bjesk bryggere på egnen - Carl Peter Bylund -vi skal smage på nogle stykker og høre en masse sjove historier.
Tirsdag den 9.9. om morgenen starter vi med morgenbuffet fra kl. 8.00 og derefter er der tid til at gå en tur ned og bade, hvis man har lyst til det. kl. 9.45 samles vi til en lille samling inden vi kl. 10.00 tager på tur til Fisketrappen i BIndslev, BIndslev Gl.. elværk og endelig den smukke herregård Voergård, der har en stor samling af Willumsens malerier og tegninger.
kl. 13.00 er det tid til dejlig frokost hjemme på hotellet
kl. 14.00 kommer den nordjyske forfatter Thomas Klimek, der bla. har skrevet bogen Polak - han fortæller om sine bøger , sit forfatterskab og sine rødder.
Efter middag ( der er kl. 19.00 ) får vi et oplæg om Skagen, som optakt til onsdag.
Oplægget om Skagen og turen til Skagen styres af Ole Schiellerup, der er kunstner og bosiddende i Skagen gennem mange år. Hvad Ole ikke ved om Skagen og kunsten er ikke værd at vide.
Onsdag den 10.9 - Efter morgenmad og eventuelt morgenbadning kører vi kl. 10.00 mod Skagen, hvor vi på vejen besøger Hulsig Kirke , der er kendt for sine smukke indvendige farver.
I Skagen får vi en rundvisning i byen med fokus på nogle af byens huse og der bliver mulighed for at besøge Skagen Museum eller Skagen kulturhus, Kappelborg, eller måske Bryghuset - vi har frokosten med og finder et godt sted til at holde frokostpause inden eftermiddagen kan bruges i Skagen efter eget valg.
Vi spiser igen middag kl. 19.00 og om aftenen sætter vi fokus på Livsfortællinger sammen med Else Hvid Jensen, der i sine ungdomsår var stuepige på Strandlyst. Else vil fortælle og sætte os alle i gang med at fortælle og dele fra vore egne livshistorier.
Torsdag den 11.9. Efter morgenmad og evt. morgenbadning sætter vi kursen på Rubjerg og Lønstrup, hvor vi besøger Rubjerg fyr, den gamle plads til Mårup Kirke , Galleri Visby og nogle af de mange andre smukke gallerier i Lønstrup, hvor der også bliver lidt tid på egen hånd.
Efter frokost kl. 13.00 på Strandlyst sætter vi kursen mod Hjørring, hvor vi besøger Hjørring teater og Vendsyssel kunstmuseum, hvor vi bla. skal se Poul Anker Bechs billeder og særudstillingen af Ditte Ejlerskov, Stormens Ekko. Udstillingen beskrives som et sanseunivers af lyd, video. maleri og skulptur.
Middagen spiser vi kl. 19.00 og efter denne har vi en hyggelig aften med højskolesange og gode historier og tid til masser af snak og hygge.
Fredag den 12.9. efter morgenmad og evt. morgenbadning tager vi på Nordsøen Oceanarium, der er Nordeuropas største akvarium. Det ligger i HIrtshals så det er blot en lille tur. .
Vi slutter dagen og hele opholdet med dejlig frokost kl. 13.30 , hvorefter der er afrejse.
Endeligt skema med tider fremsendes på mail ca 8 dage før opholdet.
Ret til små ændringer forbeholdes.
OM:
Bag højskoleopholdene står Pia Schnoor og Søren Ottzen, tidligere forstandere på en af Danmarks ældste højskoler. Med sig har de dygtige oplægsholdere og fortællere, der skaber rammen om meningsfulde, hyggelige og stimulerende dage.
Hotellets ejer, Malene Bredvig, har gennem de seneste år opdateret hotellets historiske rammer med respekt for stedets ånd, så alt emmer af varme, nostalgi og nordjysk hjerterum.